Foto: Claes Rasmussen

Hvad vi gør

Hvad laver vi egentlige i 501st Legion – Danish Garrison? Jo, vi deltager i messer, bringer liv til Star Wars-relaterede produktlanceringer, besøger hospitaler, skaber glæde til fødselsdage eller gør en særlig dag endnu mere uforglemmelig. Vi er sågar dukket op til både bryllupper og barnedåb! Vi elsker at komme ud og troope, og vi er åbne over for mange forskellige ønsker. Vi dukker også op til nogle af de arrangementrer, som arrangeres af de velgørende foreninger, vi samarbejder med, og vi er altid åbne for nye samarbejdsaftaler.

Vi støtter og opmuntrer også nye medlemmer, som har brug for hjælp til deres dragter eller søger svar på spørgsmål, ved at afholde Armor Parties, online sammenkomster og sjove sociale arrangementer.

I 501st Legion – Danish Garrison (og i hele 501st Legion globalt, for den sags skyld) stræber vi i bund og grund efter at have det sjovt, nyde hinandens selskab og hjælpe andre med at få glæde af vores hobby til gavn for alle.

Hvorfor gør vi det?

I 501st Legion – Danish Garrison er vi først og fremmest en gruppe Star Wars-entusiaster, der holder af at genskabe så præcise kostumer som muligt, og derefter iklæde os dem til glæde for andre. Som trooper i 501st Legion giver det en helt speciel følelse at se, hvor glade børn (og voksne, for den sags skyld) bliver, når de ser os – og når vi giver os tid til lige præcis dem.

I 501st Legion – Danish Garrison gør vi alting frivilligt og uden at tage betaling for vores fremmøde. Ingen af vores medlemmer tjener penge på at stille op til arrangementer – vi gør alting uden beregning!

Ved større arrangementer kan vi i stedet bede arrangørerne om at give os lov til at have en fotostand, hvor vi indsamler penge til velgørenhed. Vi opfordrer også gerne arrangørerne af såvel store som små arrangementer til netop at give et bidrag til en velgørende organisation i 501st Legion – Danish Garrisons navn, såfremt de skulle have lyst hertil.

På denne måde får vi lov at troope, gøre børn og barnlige sjæle glade, og samtidig sørge for donationer til velgørenhed.

En Stormtrooper Commander har indtaget BioCity i Kolding
(Foto: Thomas Vahlkvist)

Troopere fra Danish Garrison deltog ved Pride Parade i Aalborg
(Foto: David von Thun)

Troopere går patrulje på børneafdelingen på OUH i Odense
(Foto: Mathias Kaastrup)

En Sandtrooper i lære som ekspedient ved fastelavn i Kvickly
(Foto: Gitte Ove)

Hvad koster det for medlemmerne?

At være medlem af 501st Legion eller at være supporter koster i sig selv ikke noget. Medlemsskab af klubben er gratis, men forudsætter dog ejerskab af en godkendt dragt.

Når dét så er sagt, så er det ikke just altid en billig hobby. De mange forskellige kostumer varierer i pris, men det kan dog nemt koste op til kr. 3.000 eller mere at lave nogle af de billigste dragter. Vi betaler selv for transporten og deltagelse i de forskellige arrangementer, og så er der selvfølgelig de uendelige forbedringer af vores dragter, som vi bare ikke kan lade være med at lave.

Men når det nu kan koste os selv så mange penge, er det så virkelig dét værd? Ja, det er det helt bestemt! Vi bliver ihærdigt ved i vores stræben efter at bringe glæden ved vores ”specielle” hobby ud til hele verden, og til dem, som nyder at se og møde os. Og specielt til de børn, som har brug for en ekstra hjælpende hånd til at bringe bare en lille smule lys ind i deres liv. Det er årsagen til, at vi gør det. Har man først én gang oplevet hvordan børn smiler og lyser op ved at se én i kostume, så glemmer man det aldrig igen.

Kan vi også få besøg af jer?

Ja da, naturligvis. Vi bestræber os på at nå ud til så mange arrangementer, som muligt, og det er mange forskellige typer arrangementer, vi siger ja til. I og med at vi er en forening, der består af frivillige, kan det hænde, at vi desværre må sige nej, men vi gør vores bedste for, at det sjældent skal ske.

Den hurtigste og nemmeste måde at booke os på, er ved at bruge vores kontaktformular. Men der er også mulighed for at oprette sig som bruger på vores åbne forum og komme med en forespørgsel derinde. Uanset hvad, så glæder vi os til at høre fra dig.

(Topfoto denne side: Claes Rasmussen)

Vil du vide mere om, hvordan vi laver vores kostumer – eller har du brug for hjælp til dit? Så kom og vær med.

Mød vores medlemmer, og se folkene bag maskerne. Vi er faktisk slet ikke så farlige…

Vi kan også godt lide at have det sjovt, og nogle gange er det ikke helt så seriøst. Se alle de sjove billeder lige her.

Vil du vide mere om, hvordan vi laver vores kostumer – eller har du brug for hjælp til dit? Så kom og vær med.

Mød vores medlemmer, og se folkene bag maskerne. Vi er faktisk slet ikke så farlige…

Vi kan også godt lide at have det sjovt, og nogle gange er det ikke helt så seriøst. Se alle de sjove billeder lige her.

Mød vores Troopere:

Mød vores Troopere

Mød vores supportere