// NyhederArtikler:
Suveræn 80'er-lørdag i Esbjerg
 




Content text here...

Content text here...

Content text here...
dldlldlkdkkd

dkdkkdjjsjjsshdj

dkdkjsjsjs
Læs Ultimative 80'eres anmeldelse af 80'er-festivallens popscene den 6. juni 2009.

Lagt online 07/06/2009 - 22:30
af
 
   


Peter Cox, Go West

GO WEST
Okay, indrømmet... der er måske ikke så mange igen i Danmark, som umiddelbart kan nikke genkendende til navnet Go West, men når man så hører nogle af deres store hits, vil man helt sikkert få en "aha, det er jo dem"-oplevelse. Det var måske også lidt tilfældet for nogle, da briterne lørdag middag åbnede anden og sidste dag på dette års store 80'er-festival i Esbjerg.

Det er måske ikke altid lige fedt at være de første, som skal optræde på sådan en festival, for traditionelt set vil mange af festivalgæsterne først dukke op lidt senere på dagen, og det kan være en lidt flad affære at skulle optræde for en halvtom festivalplads. Det var imidlertid ikke tilfældet for Go West, hvor publikum hurtigt strømmede til, da de første toner lød. Samtidig havde bandet i egenskaben af at være de første også rigtig god tid til de forudgående lydprøver, til glæde for de fans, som var mødt tidligt op.

Og de gjorde det sgu godt, Go West. Ganske vist scorede de et par billige point på nogle coversange, bl.a. U2's "Vertigo", men det var sublimt fremført af forsanger Peter Cox. Cox har en meget kraftfuld stemme, og den udnyttede han til fulde lørdag middag, ikke mindst da duoen gav deres to formodentlig største hits; "We Close Our Eyes" og "The King of Wishful Thinking".


Martin Fry, ABC

ABC
Næste act på den store Neonscene lørdag eftermiddag var engelske ABC. Ja, det vil sige, nu om dage er gode, gamle ABC reduceret til udelukkende at være forsangeren Martin Fry, flankeret af en række musikere, som dog gør det rigtigt godt. Men det er nu egentlig heller ikke så vigtigt, for uden Fry intet ABC.

Fry er en af de sangere, der bare har en helt perfekt stemme og som virkelig formår at bruge den til fulde, og det demonstrerede han også klart på dette års 80'er-festival i Esbjerg. Der var ingen slinger i valsen at spore, da han ufortrødent lod klassiske hits som "Poison Arrow", "When Smokey Sings" og "The Night You Murdered Love" runge ud over festivalpladsen. Og helt fantastisk blev det da kun, da "The Look of Love" strøg ud gennem de enorme højtalere.

Fry leverede et show, der ikke lod meget tilbage at ønske... og så skal det da også lige nævnes, at han uden tvivl var den bedste og mest stilfuldt klædte performer af alle dem, som optrådte på Neonscenen lørdag.


Howard Jones

HOWARD JONES
Tredje navn på Neonscenen lørdag eftermiddag var i sandhed ventet med spænding. Engelske Howard Jones var også på programmet i Esbjerg i 2008, men hans optræden måtte aflyses i aller sidste øjeblik. Hans synthesizer var gået i stykker langt ud over, hvad der kunne repareres her og nu, og en slukøret Jones måtte bag scenen i 2008 erkende, at han ikke kom til at spille for de mange fremmødte festivalgæster.

2009 skulle således være året, hvor Jones kunne få revanche, hvilket mange af hans danske fans også havde set frem til. Derfor gik der også et stort GISP igennem publikum, da lyden forsvandt fra samtlige højtalere under Jørgen de Mylius' introduktion af Howard Jones. Heldigvis var det blot et mindre strømproblem, som hurtigt blev løst, og snart stod Jones på scenen bag sin højt elskede synthesizer.

Og hvilket show, han leverede. Denne lørdag eftermiddag stod ganske vist hovedsageligt i den glatte 80'er-pops navn, men Howard Jones var det friske pust, der leverede ægte 80'er retrolyd med hans vaskeægte synthpop. Publikum var med Jones hele vejen, mens han slyngede om sig med klassiske hits som "New Song", "What Is Love" og ikke mindst "Like To Get To Know You Well". Som Jones selv udtrykte det fra scenen, så havde han ventet et år på at kunne spille for alle de fremmødte mennesker, og der var vist ingen tvivl om, at det hele - trods alt - bestemt var ventetiden værd.


Bananarama

BANANARAMA
Og så skulle vi ellers til det... Da det forlød, at arrangørerne bag Esbjerg Rock Festival havde fået fat i selveste Bananarama, lød det virkelig som et scoop, og der var derfor rigtigt mange, som lørdag glædede sig til at høre de resterende to medlemmer af denne britiske pigeduo give den fuld gas. Og nøøøøøj hvor blev alle disse mennesker dog skuffede.

Bananarama stod uden den mindste tvivl for dette års absolut største skuffelse og føj-oplevelse. Jørgen de Mylius havde, ganske rigtigt, introduceret de to piger som nogle, der havde så mange hits i bagagen, at de end ikke kunne nå at spille dem alle sammen. Men det var vist heller ikke nødvendigt. Ganske vist fik publikum bl.a. serveret "Nathan Jones", "Robert De Niro's Waiting" og "Cruel Summer" samt andre klassikere, men det var bestemt ikke nogen køn oplevelse... heller ikke selvom de to piger var flankeret af to medbragte, mandlige dansere, som blot tilføjede en slags blokvogns- og Melodi Grand Prix-feeling til hele dette act.

Bananarama var et af de 80'er-navne, som i sin tid havnede i kløerne på de succesrige, engelske hitmagere Stock, Aitken & Waterman, og lørdag i Esbjerg kunne man virkelig godt have ønsket sig, at der var en knap med "Studio Magic", som man ligge kunne skrue en anelse op for mens Bananarama sang. For det lød ikke særlig kønt. Der var problemer med at ramme de høje toner og synge helt rent. Det værste var imidlertid, at de to piger så ud til at være ganske ligeglade og nærmest bare virkede til at være nogle, som skulle have tiden til at gå uden at tage hverken publikum eller arrangører alvorligt.

Dette resulterede da også i nogle forholdsvis lange og meget stille pauser mellem numrene. Bedre blev det ikke, da de end ikke kunne huske deres setliste og derfor tit var i tvivl om, hvilken sang de egentlig skulle kaste sig over. En enkelt fan fra publikum dristede sig til at ønske en særlig sang, men svaret fra Bananarama's Keren Woodward var blot: "Den ville vi meget gerne spille, men den kender bandet desværre ikke". Hvor skuffende og uprofessionelt.


Bananarama... og Peter

Lyspunktet ved Bananarama's show var, da de hev en fyr ved navn Peter op fra publikum og inviterede ham op på scenen. Peter dansede sammen med Bananarama og deres to professionelle dansere, og det var da det mest humoristiske og underholdende ved hele dette act. Keren Woodward tog efterfølgende afsked med den dansende fan med ordene "Thank you, Peter, you were a revelation". Ja, det må man sige... Da Rick Astley senere på dagen optrådte og inviterede to piger på scenen for at synge karaoke, råbte en tilskuer nede bagfra: "Jamen, det har vi da haft i dag" med tydelig henvisning til Bananarama's optræden. Ganske vist sang Keren og Sara live, men det lød sgu ikke bedre end karaoke nede på den lokale stambar. Ærgerligt for de mange fremmødte fans, og ikke mindst ærgerligt for arrangørerne, der vist ikke helt har fået, hvad de har betalt for.

TONY HADLEY
Dette år var ikke første gang, engelske Tony Hadley optrådte i Esbjerg. Han var ligeledes på programmet, da den første 80'er-festival løb af stablen tilbage i 2006, og dengang var det med stor succes.

Der var egentlig ikke meget, som havde ændret sig i Hadley's sceneshow siden da... men det var nu egentlig heller ikke nødvendigt, for både dengang som nu i år demonstrerede den tidligere Spandau Ballet-forsanger, at han er en fremragende entertainer.


Tony Hadley

Hadley havde nærmest fra starten hele publikum i sin hule hånd, og han fremførte sine sange med en enorm karisme, charme og humor, som ganske enkelt var umulig at modstå. Man skulle være ganske kølig (eller have fået alt for mange Ceres Royal) hvis man kunne undgå at rocke med, når megahits som "Through the Barricades", "True" og ikke mindst "Gold" rungede ud over festivalpladsen.

Men i stil med Go West havde Hadley også en række coversange med på sit repertoire denne eftermiddag, bl.a. Mark Cohn's klassiker "Walking in Memphis" og U2's "With or Without You". Men det gjorde slet ikke noget, for Tony Hadley besidder en stemme så kraftfuld og magtfuld at han nærmest kan slippe afsted med at synge hvad som helst.

At Tony Hadley er en formidabel sanger kan der ikke være tvivl om, og der kan skrives meget mere om hans talent. Det er imidlertid også vigtigt at fremhæve, at Hadley ligeledes er en super entertainer, der formår at levere varen helt til døren. Samtidig besidder han en humor og et glimt i øjet så markant og lunt, at man godt kunne mistænke ham for at være skabs-dansker - og det er absolut positivt ment.


Rick Astley

RICK ASTLEY
Hovednavnet denne lørdag i Esbjerg var engelske Rick Astley. Der var rigtigt mange iblandt publikum, ikke mindst blandt kvinderne, som havde set frem til netop denne performance. Men Astley havde i 80'erne jo også været i stald hos Stock, Aitken & Waterman sammen med bl.a. Bananarama, så mon han ville klare sig lige så ringe som dem?

Nej... og nej... og atter nej. Rick Astley viste, at han med god grund var blevet udpeget til at være denne aftens hovednavn. Astley var en kæmpe charmetrold på scenen, og hans efterhånden 20 år lange ægteskab med en dansker havde åbenbart haft indflydelse på ham, for hans lune, charme og humor var formidabel og helt i topform. Flere gange slyngede han om sig med danske gloser, lige fra "Jeg elsker dig" til "for Helvede!".

Astley var og er en performer uden lige, og den lille, generte knægt, som optrådte i de klassiske 80'er-videoer var egentlig ikke at se nogen steder. I stedet stod der denne humørbombe af en artist og gav publikum lige præcis hvad de var kommet for at se og høre.


Rick Astley

Men kunne han så synge uden brug af "Studio Magic"? Ja, for fanden... den mand kan sgu synge, og det kan der slet ikke være nogen tvivl om! Rick Astley har en gudsbenådet stemme, hvor selv de fleste herrer må bukke og indrømme, at "det bare er helt i orden". Så da han leverede sine klassiske 80'er-hits, var der bestemt heller ingen slinger i valsen, og publikum var med hele vejen. Sangene var velkendte, teksterne ligeså, og det var derfor ikke noget problem at synge med. Heller ikke for de to heldige Rick Astley-fans, som - iklædt behørige Astley t-shirts - blev hevet op på scenen for at synge en sang for alle andre... for Astley havde ikke lige øvet sig på den og kunne den ikke rigtigt. En gimmick, ganske vist, men elegant udført og med humor i overflod.

Ikke på ét tidspunkt under Rick Astley's performance var der et kedeligt øjeblik, og det må man tage hatten af for. Her er der en entertainer, som arrangører af enhver 80'er-festival bør have in mente, når man sammensætter et program. Lad os håbe, at vi en gang i fremtiden atter kan komme til at opleve Rick Astley i Esbjerg.


Kelly Hansen, Foreigner

FOREIGNER
At arrangørerne bag Esbjerg Rock Festival har fået fat i amerikanske Foreigner, blev af Jørgen de Mylius beskrevet som noget af et scoop. Og det har han naturligvis ret i, for hjemme i USA er Foreigner gigantiske. At de så vælger at sige "Ja tak" til at komme og spille på en (for dem) meget lille scene i en by ved navn Esbjerg i et eksotisk, men koldt, landt ved navn Danmark, er faktisk enormt stort.

Egentlig burde Foreigner havde stået på scenen i et stort stadion, men scenen i Esbjerg var nu også ganske fin. Deres optræden blev desværre en anelse forsinket på grund af en serie drilske lydproblemer, men da det så endelig gik løs, gik det sgu også løs.

Med klassiske hits som bl.a. "Say You Will" og "I Want To Know What Love Is" var der garanteret god underholdning for de festivalgæster, som holdt skansen lige til det sidste. Foreigner leverede en fremragende performance, men set i bakspejlet kan man egentlig godt undre sig lidt over, at netop dette band ikke var placeret om fredagen, som jo var rockens dag, mens hele lørdagen ellers havde stået i den bløde pops navn

 
Seneste TV-SERIER:
Baywatch
USA, 1989 - 2001
Gensyn Med Brideshead
England, 1981
Dick Turpin
England, 1979-82
Lørdagskanalen
Danmark, 1982-86
Under Uret
Danmark, 1985-87
Seneste COMPUTERSPIL:
Paperboy
Elite, 1986
Bomb Jack II
Elite, 1989
1943
Capcom, 1987
1942
Capcom / Elite, 1984
Ghostbusters
Activision, 1984
80'ER GOODIES :
// Online radio
Ultimative 80'ere anbefaler:
Sky FM
Best of 80's
LYT MED NU!
Besøg siden
Lyt til andre 80'er-kanaler
 
// Tilfældig video
Ultimative 80'ere anbefaler:
Sky FM
Best of 80's
LYT MED NU!
Besøg siden
Lyt til andre 80'er-kanaler